Jeg er en pige på de snart 27 år.  Jeg vejer ca. 30 kilo for meget kilo som i de sidste mange år er kommet snigende ind på mig....
Et liv som overvægtig er ikke sjovt, dette gælder de fleste henseender. Jeg har ikke altid været overvægtig men hvem har også det?????

Jeg har haft en god opvækst og en familie som jeg holder ustyrlig meget af. For mig begyndte det at gå galt som 14 årig. Jeg snakkede meget med en fyr  "han var et par år ældre end mig", en aften tog vi hjem til ham og snakkede  lige pludselig begynder han at ville mere jeg kunne ikke få et ord ud over  min læbe jeg ville bare sige nej og komme hjem, men i stedet for lå jeg stiv af skræk og kunne ikke røre mig. Heldigvis nåede han ikke at fuldføre det da telefonen ringede og det var til ham. Jeg kom væk i en fart og har kun snakket med ham når han har svinet mig til i offentligheden.
Denne episode holdt jeg ligesom så mange andre der har prøvet dette for mig selv, jeg kunne jo bare lade være at gå med ham hjem, dette var mine tanker om det.

Lidt senere fik jeg en ny kæreste, han havde hørt rygter fra den anden fyr om at jeg var løs på tråden og at jeg havde fået en abort efter vores "såkaldte elskovsnat" jeg kunne intet gøre få at for ham til at tro på mig. Jeg var forelsket til op over begge øre, og fandt mig i at han var sammen med andre, skønt mine venner sagde det til mig. Han slog op med mig en masse gange, ringede kort tid efter og fortalte at han begik selvmord hvis ikke jeg kom, jeg skyndte mig hen til ham gang på gang. Jeg fandt mig også i at min kæreste var sygeligt jaloux jeg måtte ikke snakke med andre drenge "jeg var en pige med en masse drenge venner" hvis jeg gjorde det slog han mig, han slog mig mange gange rigtig mange gange og jeg fandt mig i det, jeg elskede ham. Efter en sommerferie i udlandet fandt jeg ud hvad han havde gjort mod mig, men for sent selvom at jeg løsrev mig, fra disse to fyre fulgte det de havde gjort mod mig og den måde de havde fået mig til at se mig selv helt op til hvor jeg er nu. Jeg få det stadig dårligt når jeg ser dem.

Efter dette kapitel i mit liv mødte jeg som 17 årig, en helt anderledes type af dreng, han valgte sine druk venner fra for at være sammen med mig, han prøvede aldrig på noget, vi holdt i hånd jeg var glad. Der fandtes en forhindring jeg var på efterskole og skulle kort tid efter flytte til Norge, men jeg var ligeglad for jeg viste at jeg havde fundet en speciel dreng. Jeg rejste glad til Norge en måned før at jeg skulle hjem på mit første hjemme besøg, ringede min lillebror grædende i telefonen og fortalte mig, at der havde været en ulykke og min "kærlighed" var død kort efter at bilen havde ramt ham. Jeg nægtede at tro på ham, jeg troede heller ikke på det da min mor ringede, hellere ikke mine venner kunne overbevise mig, selv om jeg inderst inde tror at jeg godt vidste det, gik det først op for mig da jeg så hans gravsted.

Dette fik mit fyldte bæger til at vælte og min sjæl forsvandt ligesom ud af min krop. Jeg lod min krop blive misbrugt af diverse drenge imens jeg bare tog på og på. Udadtil var jeg den glade pige så ingen så fare signalerne. Da dette havde stået på nogle år, kom min mand ind i billedet, han havde også hørt disse rygter om pigen der bare gjorde med alle, men han så noget andet han så den pige jeg egentlig er og vi har været sammen i snart 8 år. Han kender som den eneste min fulde historie og på trods af de ekstra kilo som alle disse uløste følelser har givet mig, elsker han mig.

Det problem det er opstået imellem os er at mig overvægt gør at jeg ikke kan blive gravid og jeg vejer for meget til at adopterer, dette går os begge meget på og hver dag er en kamp for mig, det at vennerne begynder at få børn, alle det ikke lykkedes kender mine følelser som jeg ikke kan beskrive uden at min dag er ødelagt da jeg bliver alt for ked af det.

Jeg spiser når jeg er alene og ikke har trygheden fra min mand, hvis jeg kunne ville jeg helst være sammen med ham altid men sådan ser verden jo ikke ud, jeg spiser fordi jeg laver tanke spil med mig selv om at han har andre og så kan jeg jo ligeså godt bare spise. Jeg ved egentlig godt at dette ikke er virkeligheden, men virkeligheden er jeg jo flygtet fra for længe siden, og jeg har svært ved at forstå at nogle virkelig kan lide mig og ser mig som en værdig person.

Du spørg om jeg har det som en narkoman efter slik, dette kunne jeg ikke have udtrykt bedre, hvis jeg ikke for slik hverdag bliver jeg sur og ikke til at være sammen med, jeg kalder det mine abstinenser, jeg kan godt undvære slik når jeg er på arbejde men når jeg er hjemme er det en daglig kamp med mig selv mit slik og min frugtskål her på det sidste har jeg og frugten vundet over slikket et skridt i den rigtige retning. Omkring is/slik køb har dette aldrig været et problem køb for mig, det er ikke ligesom at  købe bind/tamponer det har jeg altid haft problemer med underligt nok.

Jeg har i tidernes morgen mødt mange mennesker som har dømt mig, de har for eksempel sagt at jeg skulle stoppe med kun at spise pizza og burger med mere, faktisk kan jeg ikke lide disse former for mad med mindre jeg har lavet det, hvilket sker sjældent. Jeg har også hørt at jeg skal spise grønt, dette har jeg altid gjort da jeg elsker frugt og grønt...Min familie dømmer mig ikke de prøver at hjælpe men jeg føler det som angreb og bliver sur. Det rammer mig jo hver gang folk snakker om min vægt.
Mine kolleger har aldrig dømt mig, de acceptere mig for min faglighed og min profession.

Jeg hader at købe tøj, der er ikke noget mere modbydeligt end at tage en bluse i xxl og så stadig ikke passe den over min barm. Min bh som rummer en barm som hedder 110 G ser der er et helt nyt problem hende med den kæmpe barm som godt nok er fyldig men stor. Tøj er ikke noget jeg gør det store i men er blevet ret glad for mærket ZIZZI. Kan anbefales til alle. Man for som overvægtig mange nederlag i forhold til at skulle gå ind i en butik, hvor de kun skilter med tøj til store damer, især når du ikke er ældre og gerne vil være smart som vennerne, jeg blev først glad da ZIZZI kom banen de har ungt og smart tøj til alle aldre. Men hvem vil ikke ønske at kunne købe tøj i en almindelig tøj butik og kunne passe det.....

Det jeg egentlig bare vil fortælle med denne historie er at ikke alle overvægtige tager på på fordi de kan lide at spise, der kan som i mit tilfælde og mange andres være nogle førelser som man ikke få bearbejdet.


Med venlig hilsen Mussen1